Min baggrund er et godt fagligt fundament med mange års erfaring med Natural Horsemanship. Jeg har studeret under Parelli Natural Horsemanship systemet i 9 år, har opholdt mig i længere perioder i udlandet hos dygtige instruktører og har bestået flere levels under Parelli. Snarere end at følge ét enkelt system lægger jeg dog stor vægt på at lægge en holistisk strategi for den enkelte ekvipage og min tilgang til horsemanship er i dag inspireret af flere kilder primært bl.a. Andrew McLean og Mark Rashid og jeg er elev af Amanda Barton, der jævnligt besøger Danmark, og formidler Mark Rashids principper.
Jeg har særlig fokus på den enkelte rytters og hests forudsætninger og på sammenhængen mellem den mentale og fysiske træning. I min søgen efter en fysiologisk korrekt og respektfuld træning af hestens krop, har jeg været elev af Birgitta Järnäker, mens hun endnu var i Danmark på Stengården v. Bent Branderup. Jeg har derudover fulgt hestemassage grunduddannelsen på Axelsons for at få en bedre forståelse for hestens anatomi og muskelopbygning og uddannet mig som dyrehealer ved Roots.
For mig er det vigtigste at bygge et fremtidssikret partnerskab mellem hest og rytter baseret på gensidig tillid og klar kommunikation. Og sikre at opbygningen sker under forståelsen af menneskets ansvar i fællesskabet og under omstændigheder, der fremmer venskabet.
Jeg glæder mig meget til at møde dig og din hest!
Med venlig hilsen Camilla Regenberg |